Stikkerlisten fra august 1944
Mathias går i 9. klasse i Esbjerg og laver et projekt om besættelsen. I lokalarkivet finder han en konvolut med påskriften »Stikkerlisten, aug. 1944«. Indeni ligger en maskinskrevet liste med 14 navne, og det ene er hans oldefar, der var mejeriarbejder i byen. Et navn er streget over med blyant, og nederst står der med håndskrift: »disse skal have besøg«. Arkivaren ved ikke, hvem der har skrevet listen, men mener, at den stammer fra en lokal modstandsgruppe. Mathias' far vil have listen fjernet fra arkivet. Mathias selv vil skrive på en plakat: »Min oldefar var landsforræder.« Arkivet har samtidig en politik om, at navne på nulevende personer ikke må offentliggøres.
1. Hvad kan man slutte af listen – og hvad kan man ikke?
Read the worked answer
Listen er en anklage, ikke en dom. Det er den vigtigste skelnen.
Det, man kan sige, er, at nogen på et bestemt tidspunkt har vurderet, at 14 navngivne personer gjorde noget, der fortjente en reaktion, og at denne nogen har haft et formål: at mobilisere eller legitimere en handling. Den håndskrevne note »disse skal have besøg« peger på et handlingsperspektiv, ikke på en retslig proces.
Det, man ikke kan sige, er, at oldefaren var skyldig i noget bestemt. Kilden har ukendt ophav, ukendt udvælgelseskriterium og er ikke understøttet af andre dokumenter. Den overstregede blyantsnavne viser desuden, at listen er blevet revideret – altså at selv ophavsmanden har været i tvivl.
Mathias bør derfor lede efter uafhængige kilder: dombøger fra retsopgøret, lokalavisens referater, brevveksling, foreningsprotokoller. Først hvis flere kilder peger samme vej, kan man sige noget om, hvad der faktisk skete – og selv da er der forskel på mistanke, sigtelse og dom.
2. Hvordan bør Mathias formulere sig på plakaten?
Read the worked answer
Plakaten bør flytte fokus fra personens karakter til kildens udsagn. En forsvarlig formulering kunne være: »I august 1944 satte en lokal modstandsgruppe min oldefars navn på en liste over folk, der skulle ›have besøg‹. Vi ved ikke, hvad han havde gjort, eller om anklagen var rigtig.«
Dermed opnår Mathias tre ting: han daterer hændelsen, han navngiver ophavsmanden som en part med et formål, og han markerer usikkerheden. Det er stærkere historiefortælling end »min oldefar var landsforræder«, fordi læseren får lov at se, hvor lidt der faktisk står – og samtidig får lov at forstå, hvor alvorligt det var at blive skrevet på en sådan liste i 1944.
Formuleringen »landsforræder« er desuden juridisk ladet og kræver en dom, som ingen kilde her viser. Plakaten skal ikke gøre Mathias til dommer over oldefaren, men til formidler af et kildemateriale.
3. Hvorfor er arkivets navnepolitik ikke bare bureaukrati?
Read the worked answer
En liste som denne har konsekvenser for mennesker, der lever i dag – børn, børnebørn, naboer. Offentliggørelse kan reelt fungere som en ny dom, blot uden rettergang og uden mulighed for forsvar.
Samtidig er arkivet forpligtet til at bevare kilden. Løsningen er derfor ikke at fjerne listen, men at skelne mellem adgang og offentliggørelse: materialet kan være tilgængeligt for forskning og for Matthías' projekt uden at blive lagt på internettet med fulde navne. Persondataregler og arkivlovgivning trækker i samme retning.
Pointen er principiel: historien skal ikke renses for ubehagelige kilder, men håndteres med en bevidsthed om, at kilden er skrevet af nogen med et ærinde, og at de navngivne ikke har haft mulighed for at svare dengang. Det er den samme kildekritiske disciplin, Mathias skal bruge i sin opgave – bare anvendt på arkivet selv.