Schleswig-Holstein Abitur Danish key terms

Den måde en tekst er organiseret på: indledning, fremstilling og afslutning. I analysen beskriver man, hvordan afsnit, mellemrubrikker og overgange styrer læseren gennem stoffet og understøtter tekstens ærinde.

Den konkrete rækkefølge af tekstens dele, fx kronologisk, problemorienteret eller kontrasterende. Man redegør for dispositionen for at vise, hvordan forfatteren bygger argumentationen eller handlingen op frem mod tekstens pointe.

Temaet er tekstens overordnede, abstrakte emne, fx ensomhed eller opbrud. Motivet er det konkrete element, der bærer temaet, fx regnen, toget eller det tomme hus. Skellet bruges i analysen til at gå fra detalje til helhed.

Den instans, der formidler handlingen i en fortællende tekst. Man skelner mellem jeg-fortæller, personal fortæller og alvidende fortæller, og mellem om fortælleren er deltager i eller vidne til begivenhederne.

Det perspektiv, hvorfra historien fortælles, fx gennem en enkelt persons bevidsthed eller udefra. Synsvinklen styrer, hvad læseren får at vide, og hvilke holdninger der fremstår sympatiske eller mistænkelige.

Forholdet mellem den tid, handlingen strækker sig over, og den plads, den får i teksten. Et langt handlingsforløb kan fortælles i få linjer, mens et øjeblik kan udfoldes over sider gennem sansedetaljer.

Et konkret element i teksten, der peger ud over sig selv og står for noget abstrakt, fx en lukket dør for isolation. Symbolet fortolkes ud fra, hvordan det bruges i teksten, ikke ud fra en fast ordbogsbetydning.

Den del af analysen, hvor man samler iagttagelserne til en begrundet læsning af tekstens mening. En god fortolkning bygger på citater og tekstnære detaljer og forklarer, hvordan de enkelte dele hænger sammen.

Undersøgelse af, hvordan en tekst overbeviser: hvilke påstande der fremsættes, hvilke belæg der gives, og hvordan modargumenter håndteres. Man ser også på appelformer og sproglige virkemidler rettet mod læseren.

De tre klassiske måder at overbevise en modtager på: logos gennem saglig argumentation, etos gennem afsenderens troværdighed og patos gennem følelser. De optræder sjældent isoleret, men i forskellige blandinger.

Sproglige greb, der forstærker en teksts virkning, fx gentagelse, tretrinsraket, retorisk spørgsmål og ironi. I analysen navngives grebet, citeres det, og man forklarer, hvilken effekt det har på modtageren.

Tekstens samlede sproglige karakter, fx formelt, mundtligt, poetisk eller sagligt. Stilen beskrives gennem ordvalg, sætningslængde, billedsprog og brug af fagord, og den understøtter ofte tekstens formål.

Brug af billedlige udtryk som metafor, sammenligning og besjæling. Billedsprog skaber sanselige forestillinger og kan afsløre en holdning, fx når et landskab beskrives som en sovende krop.

Den grad af formelhed og tilpasning til situationen, som sproget viser. Man skelner fx mellem formelt, neutralt og uformelt register, og registerbrud kan bruges bevidst til at skabe humor eller distance.

Udtryk for, hvor sikkert eller usikkert noget fremsættes, og for pligt og mulighed. På dansk markeres det med modalverber og adverbier som »kan«, »skal«, »muligvis« og »næppe«, og det påvirker tekstens styrke.

Når en tekst henviser til eller genbruger en anden tekst, fx gennem citat, parodi eller allusion. Henvisningen kan give genkendelse hos læseren og tilføje betydning, som kun forstås med kendskab til den oprindelige tekst.

En historisk afgrænset strømning med fælles æstetiske og ideologiske træk, fx romantikken eller det moderne gennembrud. Perioden bruges som baggrund for at forklare tekstens temaer, form og forhold til samtiden.

En forfatters samlede værk betragtet som helhed med gennemgående temaer, motiver og stiludvikling. Kendskab til forfatterskabet gør det muligt at se en enkelt tekst i en større sammenhæng.

En enkelt ytring fra en person i en dialog eller et drama. Replikker analyseres for indhold, tone og relation til modparten, og de viser ofte magtforholdet mellem personerne uden at forklare det direkte.

Undersøgelse af en samtale i en tekst: hvem taler, hvor længe, hvem afbryder, og hvordan reageres der. Fordelingen af replikker og taletid afslører magt, nærhed eller konflikt mellem personerne.

Beskrivelse af en persons karaktertræk, motiver og udvikling, begrundet i tekstens oplysninger. Man skelner mellem direkte karakteristik, hvor personen beskrives, og indirekte, hvor trækkene fremgår af handling og replikker.

En kort, neutral gengivelse af tekstens hovedindhold i egne ord, uden analyse eller vurdering. Sammenfatningen danner grundlag for den videre analyse og skal dække tekstens væsentligste pointer, ikke alle detaljer.

En opgaveform der kræver, at man klart og uden stillingtagen fremlægger, hvad en tekst indeholder eller hvordan et emne forholder sig. Man gengiver struktureret og dokumenterer med henvisninger til materialet.

En opgaveform hvor man vejer synspunkter mod hinanden og når frem til en begrundet holdning. Man bruger belæg fra teksten eller materialet, anerkender modsynspunkter og undgår at gentage redegørelsen.

Den skriftlige besvarelse af en eksamensopgave med dens typiske dele: indledning, redegørelse, analyse, fortolkning og perspektivering. Besvarelsen vurderes på indhold, struktur, sproglig klarhed og brug af fagbegreber.

Afsluttende del af en besvarelse, hvor teksten sættes i forhold til noget uden for sig selv, fx en anden tekst, en periode eller en aktuel debat. Perspektiveringen skal være relevant og tydeligt begrundet.

En verbumform der udtrykker ønske, hypotese eller indirekte tale, fx »Han sagde, at han komme«. På dansk er konjunktiv sjælden, men kendskab hjælper med at læse ældre tekster og formelle genrer korrekt.

Vurdering af en kildes troværdighed ud fra afsender, tidspunkt, formål og mulige interesser. I opgaven skelner man mellem primære og sekundære kilder og forklarer, hvilken vægt oplysningerne kan tåle.

En kort, tydeligt afsenderbestemt tekst i en avis eller på et debatforum, der fremfører en holdning til et aktuelt emne. Genren analyseres for appelformer, modtagerretning og brug af retoriske virkemidler.

En længere, argumenterende avistekst skrevet af en ekstern skribent, ofte med en personlig vinkel på et samfundsemne. Kronikken blander saglig dokumentation med holdningspræget sprog og kræver derfor både indholds- og argumentationsanalyse.

En kortere fortællende tekst med få personer, et afgrænset handlingsforløb og ofte en åben eller vendepunktspræget slutning. Novellen egner sig til analyse af fortæller, synsvinkel og komposition på begrænset plads.

Undersøgelse af et digts form og indhold: strofer, vers, rim, rytme, billedsprog og tema. Analysen bevæger sig fra de formelle iagttagelser til en samlet fortolkning af, hvordan formen understøtter indholdet.

Korrekt gengivelse og henvisning til tekststeder i en besvarelse. Man citerer kort og præcist, markerer udeladelser og forklarer citatet i egen tekst, så det ikke står alene uden kommentar.

Overholdelse af retskrivning, tegnsætning, bøjning og syntaks i egen produktion. I Abitur-opgaven vægtes korrekthed sammen med variation og præcision, fordi sprogfejl kan sløre ellers gyldige faglige pointer.

Det tilladte hjælpemiddel ved prøven, som bruges til at slå ukendte ord op og kontrollere betydning. Ordbogen skal bruges aktivt under læsningen, men opslag må ikke erstatte egen forståelse af sammenhængen.